torsdag den 12. juni 2014

Mere tryghed for hundeejere

Fremover bliver det forbudt at skyde strejfende hunde, samtidig justeres udskældt regel, som har ført til unødige aflivninger af hunde. Et bredt flertal i Folketinget vedtog i dag den nye hundelov. Fra 1. juli er det forbudt at skyde hunde, der strejfer. Til gengæld kan ejeren risikere en bøde på op til 2.000 kroner, hvis ejerens hund gentagende gange støver rundt på andres jord.

- Der er slet ingen tvivl om, at ejere har et ansvar for deres hunde og skal sikre sig, at de ikke strejfer og gør folk utrygge. Men samtidig var det helt uholdbart, at private kunne lege sherif på egen jord og skyde hunde, der var på springtur. Hundeloven skal sikre, at vi aldrig mere får en sag som den om Balder, fastslår fødevareminister Dan Jørgensen.

Den nye hundelov byder også på ændringer af den såkaldte skambidsparagraf. I fremtiden vil hundejere have krav på en hundesagkyndigs vurdering.

- Hunde skal selvsagt ikke bide og der skal være mulighed for klare sanktioner, hvis de sker. Men situationer hvor hunde aflives, fordi de fx i leg kommer til at bide en anden hund, må aldrig opstå igen.

- Samlet set har jeg forsøgt at lytte til de mange hundeejere, som har været utrygge for at deres kæledyr måske en dag blev skudt eller aflivet, fordi de var løbet væk eller kommet op at toppes med en anden hund. Den nye lov giver mere tryghed for hundeejere, siger Dan Jørgensen.

Læs mere her

tags: Folketinget, fødevareminister,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar