søndag den 5. september 2010

Nytænkende naturoplevelser for hele familien

Det er nødvendigt at tænke nyt for at få familier til at blive fascineret af naturen. Konceptet Kys Frøen gør missionen til en succes fra 1. maj går det løs.

- Det er fantastisk dejligt at se børnefamilier tilbringe en hel dag sammen i naturen. Kys Frøen er både en fælles familieoplevelse og en naturoplevelse, fortæller naturvejleder Marianne Krag Petersen.
Hun repræsenterer Skovsgård Gods på Langeland, et af de tre steder i det Sydfynske Øhav, hvor konceptet Kys Frøen åbner 1. maj.

Kys Frøen spænder over et bredt udsnit af aktiviteter og foregår også på Søbygård på Ærø og Trente Mølle nord for Faaborg på Fyn. Mens Trente Mølle har lagt vægt på aktiviteter om miljø og energi, har Søbygaard lagt vægt på det historiske, så her er en af de mest populære aktiviteter skydning med bue og pil. Fælles for alle tre steder er fokus på oplevelser i naturen. Og viden om den.

- Vi kan ikke holde af det, vi ikke kender til. Hele idéen med Kys Frøen er at give gæster ahaoplevelser i naturen. Få dem til at se det finurlige og hvor mange fortællinger, der gemmer sig. Vores mission er at få familier til at glædes ved og forstå værdien af den natur, der omgiver os alle, siger Marianne Krag Petersen.

På Langeland, hvor hun holder til, er det økologiske landbrug et særligt kendetegn. For alle aldre er det en populær aktivitet at male mel og bage pandekager ved et af de åbne ildsteder. For de større børn er skattejagt med GPS et hit, og de små elsker at fiske og finde smådyr i Skovsgårds mange søer.

- Uanset om man er fem eller 70 år, har Kys Frøen aktiviteter på alles præmisser. Der er en ro i den måde, familierne er sammen om det her på. Et alternativ til zapperi. Her får familierne et rum at være sammen i og en pause fra hverdagen, fortæller Marianne Krag Petersen med begejstring.

Det er andet år, at konceptet Kys Frøen kører. Sidste år var det en succes, og håbet er, at de ubemandede naturværksteder igen i år bliver flittigt brugt. Alle aktiviteter er tilrettelagt, og alt udstyr ligger sorteret og tilgængeligt. Det går løs fra 1. maj.

For yderligere information:

Projektkoordinator Søren Lisby, tlf. 6223 3046 / 2447 3731
Pressekontakt Katrine Krebs, tlf. 6166 4447

FAKTASHEET om Kys Frøen

Kys Frøen er sjove, spændende og skæve naturoplevelser for hele familien.

Med et væld af aktiviteter og udstyr er der lagt op til dagslange udflugter og oplevelser for store som små fra 1. maj til og med efterårsferien i uge 42.

Kys Frøen foregår tre steder i det Sydfynske Øhav: Skovsgård på Langeland, Søbygaard på Ærø og Trente Mølle på Fyn. Naturturisme koordinerer projektet. Se adresser og kontaktpersoner nederst.

Det er andet år, at konceptet Kys Frøen kører. Projektet er skabt med støtte fra Naturturisme I/S, Arbejdsmarkedets feriefond, tips- og lottomidler fra Friluftsrådet samt EU.

Udpluk af AKTIVITETER

Vandhuller lån net, kort og eventuelt et par waders og gå på jagt i vandhullerne efter smådyr. En oversigt viser, hvordan dyrene ser ud, og hvordan de opfører sig.

Kværn korn prøv at plukke korn og kværn det selv. Bagefter kan du blande det til en dej og bage dejlige pandekager på brændekomfur eller en af bålpladserne.

Fuglefløjt lån en paraboloptager og fang fuglefløjt. På computere i Kys Frøens naturværksted kan du sammenligne stemmerne og finde ud af, hvad du har fanget.

Skattejagt med GPS lån en GPS til at finde spor fra fortiden. Skattekister på ruten gemmer på udfordringer og lærerige lege til hele familien.

Urtefrikadeller gå ud og pluk vilde planter som for eksempel brændenælder, bellis, skvalderkål. Hak og bland efter opskrifter og steg frikadeller over åben ild.

Fodspor i gips gå på opdagelse efter fodspor fra de forskellige dyr i den bløde jord nær vandhullerne. Støb dem i gips og få dem med hjem.

Nytte- og skadedyr find de små dyr i marken og se dem under stereolupper. Fx. hvordan mariehønen æder bladlus, og kornbladbillen lægger lort på sin egen ryg.

Gammeldags lege 1600-tallets hertug var også barn engang. Prøv legene fra dengang stav af sted på stylter eller skyd med bue og pil.

Heksetricks lav nemt en lille pose til hver i familien og saml urter efter ældgamle hekseanbefalinger. Hver urt og plante har sin egen virkning, du kan gemme i posen.

Naturlig energi forstå naturens kræfter og lav energi med sol, vand eller vind.

Teambuilding aktive samarbejdsøvelser for hele familien på teambuildingsbane.

OBS! Enkelte aktiviteter varierer fra sted til sted.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar