tirsdag den 3. februar 2015

Ny undersøgelse: Flere hunde og katte får sygeforsikring

Ny undersøgelse viser at andelen af hunde og katte, der er sygeforsikret, er steget. Undersøgelsen foretaget af YouGov på vegne af Agria Dyreforsikring viser, at 35% af alle danske hunde og 10% af kattene er sygeforsikret. Men der er stadig stor uvidenhed om, at man kan sygeforsikre sine dyr. 44% af dem der ikke har tegnet en sygeforsikring, vidste ikke, at man kunne, eller har ikke taget stilling til, om det ville være en god ide. 25% af alle hundehvalpe får brug for dyrlægebehandling i løbet af sit første leveår, og 50% i løbet af sine første to leveår, oplyser Agria Dyreforsikring, der har landets mest omfattende skadesstatistik. Ud over slugte fremmedlegemer er der ofte tale om dårlig mave, opkast, øjenbetændelse, luftvejsproblemer, sår, halthed eller brækkede ben.

"Desværre hører vi stadig fra dyrlægerne, at de må aflive dyr, der kunne være blevet helbredt, fordi ejerne ikke har råd til behandling. Uden forsikring stilles ejerne ofte i et forfærdeligt dilemma", siger Sonja Karaoglan fra Agria Dyreforsikring.

Ingen offentlig støtte
Der findes ikke nogen offentlig (gratis) behandling af kæledyr hverken ved sygdom eller ved ulykker. Som udgangspunkt skal dyreejeren selv betale regningen hos dyrlægen. Men hele 29% synes det er for dyrt at tegne en sygeforsikring og i alt 39% tror, det ikke kan betale sig eller ikke er nødvendigt.

Ifølge Den Danske Dyrlægeforening er omkostningen ved at have en hund 12.188 kr. det første år og 6017 kr. for en kat.[1] Penge der altså vil være tabt, hvis man vælger at aflive dyret på grund af en kostbar behandling. En anden undersøgelse vurderer, at omkostningerne til dyrlæge i gennemsnit er 50.000 kr. i en hunds 12 årige levetid[2]. En sygeforsikring til en hund koster typisk ca. 1.200 kr. om året afhængig af race, alder, tidligere skader mv.

"Der er en øget bevidsthed om, at man bør forsikre sin hund og kat - fuldstændig ligesom hvis man vælger at kaskoforsikre sin bil. Men der er stadig lang vej endnu. De færreste kan forestille sig at den lille søde uldtot, de lige har købt, kan være uheldig og enten komme til skade eller blive syg", udtaler Sonja Karaoglan fra Agria Dyreforsikring.

Uheldig og dårligt tidspunkt
Dyrlægeregningen eksploderer typisk, hvis uheldet er ude eller hvis skaden sker uden for normal åbningstid. Typisk koster det mellem 50-100% mere.

"Vi ser alt fra gavebånd eller en nylonsok, der har snoet sig rundt om tarmene, til en gren der stikker ud gennem mavesækken og til at en hvalp har spist en julemand i gips, der har skabt voldsom forstoppelse. Alt efter hvor slemt det er, kan en fremmedlegeme-operation koste fra ca. 5.000 kr. og helt op til over 20.000 kr., hvis det er meget kompliceret og dyret skal behandles uden for dyrlægens almindelige åbningstid. Og så er det jo en voldsom omkostning for de fleste og rigtig ærgerlige penge at skulle betale, hvis man ikke har en sygeforsikring", fortæller veterinærsygeplejerske Karina Mollerup Sørensen, der arbejder som skadebehandler hos Agria Dyreforsikring.

Godt nyt for katte
Hele 10% af kattene er i dag sygeforsikrede og det er en voldsom stigning. For ca. 10 år siden var det bare 1%. Det koster næsten lige så meget at få behandlet en kat som en hund. Det er nyt i Danmark, at man kan sygeforsikre katte. I Sverige har Agria sygeforsikret hunde siden 1924 og katte siden 1974. "Vi oplever desværre stadig, at der er folk, der siger, 'det er jo bare en kat'. Heldigvis er mange katteejere meget glade for deres katte og sørger for, at de får den behandling, de skal have, hvis de bliver syge", understreger Sonja Karaoglan fra Agria Dyreforsikring.

Mange glemmer lovpligtig ansvarsforsikring
Ifølge undersøgelsen har kun 83% af hundeejerne tegnet en ansvarsforsikring. Det er bekymrende lavt. Det er lovpligtigt at tegne en hundeansvarsforsikring, hvis man har hund. Det kan blive meget dyrt ikke at være ansvarsforsikret, hvis hunden løber ud foran en bil, der forulykker, eller bider et andet menneske, der får varige mén eller dør.

Undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 998 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, som har hund eller kat, i perioden 27. oktober - 5. november 2014.

Agria Dyreforsikring.
Agria er Nordens største dyreforsikringsselskab. Agria Dyreforsikring, specialist i dyreforsikringer gennem mere end 120 år, har et tæt samarbejde med organisationer inden for dyr og dyrlæger. De fleste medarbejdere er selv dyreejere, og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Læs mere her

tags: Danmark, Sverige, interview, forsikringsselskab, ulykker, penge, omkostninger, organisation, sygeplejerske, 2014, sygdom, helbred,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar