søndag den 22. februar 2015

Flere seniorer tager elevatoren hjem

TENDENS: Pensionister flytter i stigende grad fra villaen og i lejlighed, viser tal fra home. En voksende skare af seniorer har de seneste år taget et hop fra villa til lejlighed, viser handelstal fra home, der bliver understøttet af tal fra Danmarks Statistik.

Ejendomsmæglerkæden har talt op, hvor mange ejerlejligheder der er overtaget af købere over 65 år. De seneste to år er cirka hver 10. ejerlejlighed solgt til seniorer, og det er op mod dobbelt så mange som for fem-ti år siden, viser tallene fra home.

"Vi tror, at vi kun har set starten på tendensen. Vi lever længere, og pensionisterne bliver mere og mere mobile og friske på alle måder. Det er vores forventning, at vi vil se en fortsat stigende gruppe af 'unge' ældre, der sælger villaen og tager et ekstra hop på boligmarkedet," siger Mads Ellegaard i home og fremhæver, at der OGSÅ vil være mange ældre, der har energien og fysikken til at beholde hus og have til en sen alder.

home fremhæver, at der er flere ting, der går igen i motivation blandt dem, der flytter:

"De flytter typisk fra deres villa for at få mindre vedligeholdelse og lavere udgifter til varme, el og boligskatter. Og de søger lejligheder med elevator, altan og parkering. Det er vigtigt for deres mobilitet og frihed," siger Mads Ellegaard.

Ofte er det nyere eller nybyggede lejligheder, der lever op til seniorernes behov. Nogle vælger at flytte tættere på deres børn og børnebørn, andre bliver i nærområdet, hvis de kan finde egnede boliger. Og mange bruger friheden til at dyrke fritidsinteresser, kultur, venner og rejse, som de har lyst.

Boligforsker Morten Skak fra Center for Boligforskning ved Syddansk Universitetscenter forventer også, at flere ældre skifter parcelhuset ud med en mindre ejerbolig.

"Der bliver flere pensionister, så alene det vil øge efterspørgslen på ejerboliger. Men samtidig har de det bedre i længere tid, så flere danner par igen, hvis deres partner dør. Dermed har de ressourcerne til at købe en mindre og lettere bolig i stedet for at måtte flytte i lejebolig, når de ikke længere orker at vedligeholde deres hus. Vi ved, at pensionistpar er meget mere tilbøjelige til at købe en ejerbolig, når de sælger deres hus," har Morten Skak tidligere udtalt til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Fakta: Flere over 60 år bor i ejerlejlighed

- I alt 55.000 danskere over 60 år bor i ejerlejlighed (2014-tal).
- Det er 7.200 flere i forhold til i 2010, viser tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til en stigning på 15 %.
- I samme periode er befolkningen over 60 år 'kun' vokset med 7 %.
- Befolkningen over 60 år vokser med 21 % frem mod 2024.

Kilde: Danmarks Statistik (tal) og home (beregning)

Læs mere her

tags: Danmark, 2010, Jylland, skatter, boligmarkedet, Danmarks Statistik, energi, seniorer, Syddansk Universitet, motivation, 2014, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar