onsdag den 27. april 2016

Fra gæstearbejder til ældrebyrde


Omkring 1970 kom mænd fra Tyrkiet til Danmark for at tage ufaglært arbejde. I dag bliver disse mænd - og deres hustruer - i stigende tal folkepensionister. Det er ældre, som har rødder i kulturer langt fra Danmark, og som kan have helt andre forventninger til alderdommen end den gennemsnitlige danske folkepensionist. Som gruppe udgør de derfor en ny udfordring for ældreforsorgen, påpeger ny bog.I 2015 var der knap 20.000 ikke-vestlige indvandrere i Danmark i alderen 65 år eller derover, og antallet af ikke-vestlige indvandrere i pensionsalderen vil stige betragteligt inden for de kommende år.

De ældre indvandrere har ofte en ganske vanskelig tilværelse. Mange døjer med dårligt helbred og stram økonomi. Et ofte begrænset kendskab til det danske sprog er endvidere med til at isolere dem fra det omgivende samfund. En del savner også Tyrkiet, som de dog ikke kan vende tilbage til, fordi deres børn ikke ønsker at forlade Danmark. Samtidig modtager de ældre indvandrere ofte ganske megen hjælp og støtte fra deres familier, og næsten en fjerdedel bor sammen med voksne børn. Desuden adskiller deres brug af og forventninger til sundhedsvæsenet sig ofte markant fra den majoritetsdanske befolknings.

Ældre fra Tyrkiet er en af de mest detaljerede undersøgelser af en aldrende indvandrergruppe, som på nuværende tidspunkt er at finde ikke bare i Danmark, men i Europa i dag. Bogen bidrager med ny viden om disse gamle indvandreres liv. Den bygger på interview med 39 ældre mænd og kvinder, udført på tyrkisk eller kurdisk, og på statistiske sammenligninger med ældre danskere.

Bogen henvender sig både til medarbejdere i den danske ældresektor og for læsere på det politiske niveau, som ønsker at blive klogere på en sårbar og marginaliseret borgergruppe.

Om forfatterne
Anika Liversage og Vibeke Jakobsen er seniorforskere ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. De forsker bl.a. i uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning og familiedannelse blandt etniske minoriteter.


Ældre fra Tyrkiet
- hverdagsliv og vilkår

af Anika Liversage og Vibeke Jakobsen
269 kr. (vejl.) / 227 sider
Roskilde Universitetsforlag
Udkommer 29. april 2016


Læs mere her

tags: Danmark, Europa, interview, politi, økonomi, uddannelse, indvandrere, SF, Roskilde, 2016, sundhedsvæsen, folkepension, arbejdsmarked, sprog, forfatter, Forskning, helbred,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar