tirsdag den 29. december 2015

Ny undersøgelse: Danskerne klar til opgør med husstandsomdelte reklamer


I dag skal man aktivt fravælge reklametryksager, hvis man ikke vil modtage dem. Den praksis resulterer i et stort papir- og ressourcespild, og ny undersøgelse viser, at danskerne er klar til et opgør med modellen.Det virker som et hovedløst spild af ressourcer og CO2, når husstandsomdelte reklametryksager bliver slæbt direkte fra postkassen til papircontaineren. Ikke desto mindre sker det i mange danske familier hver eneste uge. Desuden er der også rigtig mange danskere, der modtager mange flere reklamer, end de får læst.

En ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for landets største trykkeri, LaserTryk.dk i Aarhus, viser, at flertallet af danskerne ønsker at komme papirspildet til livs. Således mener næsten 55 procent af de over 1000 adspurgte, at man kun skal have reklamer i postkassen, hvis man aktivt selv tilmelder sig – i modsætning til i dag, hvor man automatisk modtager reklamerne. 40 procent ønsker, at den nuværende model fortsætter.

– Undersøgelsen viser, at danskerne er mere end klar til at tage et opgør med den nuværende distributionsform, og derfor har vi også taget initiativ til en kampagne, hvor hovedbudskabet er, at man kun skal have reklametryksager i postkassen, hvis man selv beder om dem, forklarer Anders Grønborg, der er direktør hos LaserTryk.dk.

Et nødvendigt opgør

Selvom Anders Grønborg med initiativet rammer sin egen branche på levebrødet, mener direktøren, at det er et nødvendigt opgør, som den grafiske sektor må tage med sig selv for en bæredygtig fremtid.

– Den grafiske branche bør bruge kræfterne på produkter, der skaber en værdi for deres kunder, frem for på varer som for store deles vedkommende alligevel bliver smidt ud. Umiddelbart kan det virke fristende for trykkerierne at få den ekstra omsætning, men med tiden vil annoncørerne måske tvivle på kvaliteten af reklametryksagerne, og det vil på langt sigt skade branchen. Derfor hilser vi NejTak+-ordningen velkommen, men vi mener stadig, at den rigtige løsning bør være, at man aktivt skal tilmelde sig de relevante reklamer. På den måde vinder miljøet, annoncørerne og trykkerierne, lyder opfordringen fra Anders Grønborg.

Voxmeters undersøgelse viser også, at der ikke er nogen nævneværdig forskel på reklamebrugen hos unge og ældre, og det understreger ifølge Anders Grønborg vigtigheden af et opgør med reklamedistributionen.

– Når ikke en gang unge danskere framelder sig, kan det tyde på, at det for mange er blevet en dårlig vane at modtage reklamer, da det vil være mere naturligt for unge at se tilbud online, pointerer direktøren.

LaserTryk.dk A/S i Aarhus er blandt Nordens største trykkerier – og fem gange kåret til Gazelle af Børsen. Koncernen, der igennem en årrække har præsteret markant vækst i både ind- og udland, driver også selskaber i Norge, Sverige, Storbritannien og Tyskland.

Læs mere her

tags: Sverige, Norge, Tyskland, Storbritannien, direktør, Børsen, udland, omsætning, husstand, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar