tirsdag den 3. november 2015

Lys skal få flere turister i Tivoli


Tivoli holder fast i forlængelsen af den kommende julesæson ind i det nye år. Den udvidede åbningstid, hvor der også er åben juleaftensdag, skal bidrage til et højere gæstetal samt tiltrække flere internationale turister til København. Tivoli bruger derfor i år ekstra 1.5 millioner kroner på at give gæsterne nye lysoplevelser. Der kan bl.a. ses frem et musikalsk lysshow, hvor et lystæppe med over 16.000 lyspunkter foldes ud. Julelysshowet, der ikke er set før i Danmark, skal sammen med andre lys-tiltag i Haven, bidrage til fornyelsen af Jul i Tivoli der altså strækker sig ind i 2016.Jul i Tivoli afvikles for 22. gang og kan opleves fra den 14. november til og med den 3. januar. Sidste års sæsonudvidelse, der indebar, at Tivoli holdt åbent juleaftensdag samt fortsatte ind i det nye år betød, at Carstensens have slog tidligere tiders rekorder med et samlet besøgstal på 1.056.000 mod 982.000 året før.
Der bliver derfor holdt fast i sæsonforlængelsen.

Satser på internationalt lysshow
Der bliver hængt 30.000 nye julekugler op, og der bliver brugt ca. 10.000 mandetimer til opbygning af Jul i Tivoli i 2015. Udover mekaniske nisser, forlystelser, Fyrværkerifestival og handelsboder sætter Tivoli i år ekstraordinær fokus på lysoplevelser.

Lyset har alle dage været en fundamental del af tivoli-oplevelsen. Ambitionen er derfor at skabe en lys-attraktion af international standard. Der bliver bl.a. tale om nye oplevelser i Kinaområdet, hvor et Julelysshow i form af et lystæppe med over 16.000 lyspunkter folder sig ud under Dæmonen. Her kan gæsterne se frem til forskellige shows med musik i løbet af aftenen. Rotunden ved Tivolis Koncertsal omdannes til en lysende juletromme med lys og objekter, der tager afsæt i julens magi. På Plænescenen vil et lystæppe skabe en vinterhimmel i baggrunden med faldende sne og andre vintermotiver. Vandfaldet på den 100 år gamle Rutschebane erstattes også af et nyt lysvandfald. Det og meget mere nyt skal trække gæster i Haven.

Lise Lyck, Center for turisme, kultur og management, Copenhagen Business School siger;
"Hvis danske attraktioner fortsat skal forøge antallet af besøgende fra nær og fjern, skal de på én gang være tro mod det, de står for, og deres historik, men samtidig også være kreative i udvikling af nye aktiviteter. De skal kunne skabe oplevelser, der er attraktive for besøgende, fordi de både indeholder noget kendt og noget nyt. Det er en stor udfordring. Tivoli løser opgaven denne jul ved at satse på lys, som Tivoli traditionelt er kendt for, og som vi her i Norden i den mørke tid sætter pris på. At Tivoli fastholder at holde åbent jul og nytår, hvor de fleste andre attraktioner i København holder lukket, er samtidig et stort aktiv for København som turistdestination og for turismen i Danmark."

Dorthe Weinkouff Barsøe, Tivolis underdirektør for Brand & Kommunikation siger:
"Sidste års stigning i antallet af gæster, der valgte Tivoli og således København, til skyldes bl.a. den forlængede sæson - så den holder vi fast i. Vores analyser viser, at lyssætningen er noget af det vigtigste i Tivoli til jul. Hele 98 % af gæsterne siger, at de er tilfredse eller meget tilfredse med den del af oplevelsen. Tivoli har en lang tradition for specielt lys, så vi tror på, at årets lys-fornyelser bliver et tilløbsstykke af internationalt format. Årets anden store satsning er Teaterkoncert Come Together med Beatles-sange. Den bliver skræddersyet til Koncertsalen, og er en oplevelse, der fungerer på tværs af sprog, så det både bliver til glæde for Havens danske og internationale gæster".

Nyansat lysdesigner i Tivoli, Jesper Garde Kongshaug, fortæller:
"Julen i år bliver udvidet med nye oplevelser, hvor ny teknologi bruges til at bringe magien helt ud i hjørnerne af Haven. Der er fokus på den særlige skandinaviske stemning i lyset, og vi er i gang med at introducere et nyt lag af fortryllelse oveni. Ambitionen er at tage gæsterne med på en lys-rejse, der ikke er set før i Danmark, hvor vi kan måle os med de bedste i branchen på internationalt niveau".

· Lys, Jul i Tivoli
Samlet set er der en ½ million lyspunkter aktiveret under Jul i Tivoli

· Hovedindgangen
Den store stjerne har 197 lyspunkter.

· Nimb
På Nimbs facade er der 3.017 pærer.

· Det store juletræ
Der er 12.000 lyspunkter på det store juletræ.

· Ved Dæmonen
Nyt lystæppe med 16.000 lyspunkter, effekter og musik.

· Dæmonen er iklædt en stjernehimmel med 5550 lysdioder på den 564 meter lange bane.
· Rotunden ved Koncertsalen
Ny lysoplevelse

· Det japanske Taarn
Der er 2.800 kupler på Det japanske Taarn

· Hovedalleen og zigzagalleen
Tivolis 'hovedvej' er oplyst af lysbuer; der er i alt 3.000 lyspunkter langs alleerne.

· Tivoli Søen med piletræer
Lysbuerne langs søbredden har 4.135 lamper/kupler.

· I piletræerne er i alt monteret 100.000 lyspunkter.
3,5 km granguirlander pyntet med 130.000 lyspunkter

· Det er 22. gang der afvikles Jul i Tivoli.
· Det er 11. gang Fyrværkerifestival afvikles.

Der hænges 30.000 nye julekugler op, så der i alt er 60.000 julekugler i Haven

Der bliver ca. brugt 10.000 mandetimer til opbygning af Jul i Tivoli i 2015.

Der bliver sat 115 malere, elektrikere, maskinfolk, gartnere og tilriggere i sving så Jul i Tivoli kan blive klar til gæsterne på 11 ½ dag.

1.100 juletræer sættes op
Der bruges ca. 40 km juletræskæder

· 7.000 kg gran bruges til pynt
· 3.500 Hyacinter med duft
· 10.200 styks lyng på tagene
· 26 kørende forlystelser og 50 handelsboder
· Grøften sælger 5,5 tons flæskesteg under Jul i Tivoli.'
På en god dag sælger de så meget flæskesteg, at det svarer til højden af Rundetårn

· Grøften sælger 40.000 øl og 20.000 smørrebrød under Jul i Tivoli.

Særarrangementer
· 14.11.15 Juletræstænding
· 13. 12.15 Lucia-optog

Glassalen:
· Crazy Christmas Cabaret med London Toast Theatre med Don't Touch Nefertiti.
· Eventyrteatret: familiemusical Stjernedrys og Nissekys,

· Koncertsalen
Teaterkoncert Come Together

Fyrværkerifestival
· Julefyrværkerifestival 25. – 27. december
· Nytårsfyrværkeri 31. december
· Nytårsfyrværkerifestival 1. – 3. januar

Læs mere her

tags: Danmark, København, direktør, juleaften, Tivoli, nytår, Fyrværkeri, december, London, Kina, koncert, 2016, teknologi, kreativ, skandinavisk, sprog, elektriker, flæskesteg,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar