tirsdag den 26. august 2014

Mentalisering i teori og praksis

Mentalisering beskriver vores evne til at forstå de mentale tilstande, der ligger bag det, vi selv og andre mennesker siger og gør; kort sagt evnen til at forstå andres og eget sind. Mentalisering er afgørende for, hvordan det enkelte menneske håndterer de udfordringer, livet bringer, og for hvilke relationer vi kan etablere privat og professionelt, skriver Christina Fogtmann i sin nye bog. Evnen anses for at være almenmenneskelig og for at udgøre et basalt element i al menneskelig interaktion. Mentalisering er derfor relevant at sætte fokus på også uden for den klinisk psykologiske praksis, evnen almindeligvis beskrives i.

Det er det almenmenneskelige fokus, denne bog udforsker.
I bogens første del giver Christina Fogtmann en indføring i den teori, mentaliseringsbegrebet baserer sig på og redegør for, hvordan evnen udvikles, hvad evnen omfatter, og hvilke betingelser den fungerer under.

I bogens anden del sætter forfatteren mentaliseringsbegrebet i spil i tre forskellige praksisser: sundhedskommunikation samt kommunikation i pædagogisk og i ledelsesmæssig praksis.

Christina Fogtmann er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Hun kan kontaktes på: fogtmann@hum.ku.dk

Bogen henvender sig til studerende og praktikere inden for det sundhedsfaglige, pædagogiske og ledelsesorienterede område samt til studerende på kommunikationsuddannelser.

Forståelsens psykologi
- Mentalisering i teori og praksis
Af Christina Fogtmann
145 sider • vejl. pris 198 kr.
ISBN: 9788759319130
1. udgave 2014
Samfundslitteratur

Læs mere her

tags: København, uddannelse, videnskab, psykologi, kommunikation, studerende, forfatter, 2014, Københavns Universitet,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar