lørdag den 9. august 2014

Klar til hund – et spørgsmål, der optager danskerne

På mandag bliver anden del af kampagnen 'Klar til hund ' skudt i gang. Første del har været en stor succes – mere end 100.000 danskere har været inde på kampagnesiden, og ca. 10.000 følger kampagnen på Facebook, hvor der debatteres livligt. Men kampagnens budskab skal ud til endnu flere, fortæller fødevareminister Dan Jørgensen. Hvert år bliver der i Danmark aflivet godt 12.000 hunde, der ikke er fysisk syge. Det er i mange tilfælde hunde, som ejerne ikke længere magter at tage sig af. Men sådan behøver det ikke at være. En stor del af aflivningerne kunne nemlig være undgået, hvis ejerne havde sat sig bedre ind i, hvad det kræver at have en hund.

I maj måned søsatte Fødevarestyrelsen derfor første del af kampagnen 'Klar til hund '. På kampagnens hjemmeside og Facebook-side har kommende hundeejere siden kunnet få gode råd til, hvilke overvejelser de bør gøre sig, før de køber hund.

"Det er ikke i orden, at der hvert år bliver aflivet 12.000 fysisk raske hunde. Derfor håber jeg, at vi med kampagnen kan få folk til at tænke sig grundigt om, inden de påtager sig ansvaret som hundeejer, så vi undgår impulskøb. Med ansvaret som hundeejer følger der en række forpligtelser, så hundens behov bliver tilgodeset, og det er vi flere, der ikke kan tilbyde, når hverdagen melder sig", siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Fra på mandag bliver anden bølge af kampagnen rullet i gang med busreklamer, annoncer i aviser, postkort på cafeer m.m. På klartilhund.dk kan man også deltage i en konkurrence:

Giv os et godt billede af din hund eller en hund, du overvejer at købe. Skriv kort om dit valg: Hvilke overvejelser bør man gøre sig, inden man køber hund Eller hvad har du været mest i tvivl om

Læg billede og tekst på vores Facebook-side inden 1. oktober. Så deltager du i en lodtrækning om:

• Gratis sundhedstjek og vaccination af din hund – foregår hos en dyrlæge efter eget valg.
• Adfærdskonsultation for dig og din hund á 2 timer med Dansk Kennel Klubs adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen, der er kendt fra TV – senest TV2 Fri.
• 4 gavekort á 300 kr. til Maxi Zoo.

Kampagnen laves i et partnerskab mellem Fødevarestyrelsen, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub og Den Danske Dyrlægeforening.

På facebook.dk/klartilhund kan alle interesserede dele deres hundeerfaringer og få professionelles svar på spørgsmål om hundekøb, hundehold og hundeadfærd.

På hjemmesiden klartilhund.dk kan man teste, om man er klar til hund.

Fakta
• Der er ca. 585.000 hunde i Danmark*
• Der er hund i hvert 4. – 5. danske hjem**
• En ny hundeårgang er på ca. 70.000 hunde*
• Ca. 70.000 hunde aflives/dør årligt
• Af disse hunde er ca. 12.000 ikke fysisk syge, når de aflives.***
• Der Hyppigste årsag til aflivning af ikke fysisk syge hunde er mistrivsel og adfærdsproblemer.
• En normal hunds levealder er typisk 8 - 15 år afhængig af racen.
• Et 10 årigt hundeliv for en mellemstor hund koster i gennemsnit 120.000 -160.000

* Hunderegistret DHR
**Danmarks statistik
*** Afdækning af årsager til aflivning af familiehunde i Danmark, Jørgen Damkjer Lund, Institut for Produktionsdyr og Heste, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet 2007 og Aflivning af hunde på grund af adfærdsproblemer, Jørgen Mikkelsen og Jørgen Damkjer Lund, DVT 1999 nr. 11.

Læs mere her

tags: Danmark, København, TV2, Facebook, lodtrækning, fødevareminister, 2007, Fødevarestyrelsen, videnskab, konkurrence, Fakta, sundhedstjek, Københavns Universitet,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar