fredag den 13. maj 2016

Kogebog: Fra dolma til delight


Ny kogebog viser vej til en af perlerne blandt de europæiske gastronomiske traditioner, det autentiske og klassiske tyrkiske køkkenMit tyrkiske køkken - fra dolma til delight er en moderne introduktion til det klassiske og autentiske tyrkiske køkken. Forfatteren, Rukiye Benli har med sine tyrkiske og danske rødder formået at forene tyrkisk madkultur og retter fra sit barndomskøkken med skandinavisk minimalisme og æstetik. Foruden at være ivrig madentusiast er Rukiye Benli grafisk designer og står bag såvel retter og opskrifter som det grafiske udtryk i bogen.

At lave lækker og smagfuld autentisk tyrkisk mad behøver ikke at være tidskrævende eller svært. Mit tyrkiske køkken- fra dolma til delight giver læseren en gennemgang af mange retter fra det tyrkiske køkken på en appetitlig og inspirerende måde. Der er retter fra dolma til turkish delight og selvfølgelig hjemmelavet kebab. Bogen indeholder alle klassikerne, som vi kender, men også mange andre opskrifter, der viser alsidigheden i det tyrkiske køkken. Der er krydrede og eksotiske ingredienser, som du måske allerede kender, men sammensat på en måde, som gør det nemt og billigt at få maden til at smage autentisk tyrkisk.

Det tyrkiske køkken er et meget alsidigt køkken – indflydelsen fra det mellemøstlige køkken, de baltiske lande og fra middelhavskysten er tydelige i de klassiske, tyrkiske retter. Landet er geografisk meget stort, og de forskellige regioner har hver deres unikke måde at tilberede maden på. Med over 80 opskrifter er der retter til enhver lejlighed, fra store middagsselskaber til travle hverdagsaftener. Med opskrifter fra meze (små retter) til gryderetter og pilavs (ris- og bulgurretter), egner bogen sig til enhver, der er nysgerrig efter at smage autentisk, tyrkisk mad fra egne gryder.




tags: euro, skandinavisk,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar