fredag den 9. oktober 2015

Undgå erstatningskrav: Ryd fortovene for visne blade


Som grundejer ved du sikkert allerede, at du har pligt til at rydde dine fortove for sne. Men er du klar over, at loven også gælder for generel renholdelse Hver vinter tages reglerne for snerydning og glatførebekæmpelse op i medierne, men det er faktisk ikke kun om vinteren, du skal holde fortovene foran dit hus rene.

Nedfaldne blade kan være glatte som sæbe
Kombinationen af nedfaldne blade og regnfuldt efterårsvejr gør fortovene glatte som sæbe, og som grundejer kan du blive præsenteret for et erstatningskrav, hvis de glatte blade betyder, at en person falder på fortovet foran dit hus.

"Som grundejer har du pligt til at holde fortovene foran dit hus rene. Hvis du ikke gør det, og en person uheldigvis falder på dit fortov, vil du kunne komme til at hænge på regningen;" siger advokat Litten Posselt Olsen fra Erstatningsgruppen i Advodan.

"Langt de fleste grundejere har imidlertid en grundejeransvarsforsikring, som i sidste ende vil dække de skader, det glatte fortov har forvoldt," forklarer hun og tilføjer:

"Offentlige veje skal naturligvis også være ryddede, så færdsel kan foregå forsvarligt, og hvis du falder på et glat, offentligt fortov, er det den pågældende kommune, du skal rette dit krav mod".

Husk beviserne
Hvis du pådrager dig en skade, fordi du er faldet på et glat fortov, kan du være berettiget til erstatning, men det er dig selv, der skal bevise, at skaden rent faktisk skyldes faldet på fortovet.

Derfor er det vigtigt at få kontaktinformationer på eventuelle vidner og/eller tage billeder af fortovet, hvor de glatte blade tydeligt kan ses, lyder rådet fra Litten Posselt Olsen.


Det skal du gøre umiddelbart efter et fald:

- Få lægelig dokumentation på dine skader fra skadestuen eller din egen læge
- Ret dit krav mod rette vedkommende (grundejeren eller kommunen)
- Anmeld skaden til din egen ulykkesforsikring


Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar