onsdag den 28. oktober 2015

Carl Nielsen for hele familien


Tønder Kommunes Biblioteker og Tønder Kulturskole markerer i fællesskab 150-året for den fynske komponist, Carl Nielsens fødsel. Det sker lørdag d. 7. november kl. 14 til en hyggelig eftermiddag på Tønder Bibliotek, hvor Bodil Heister kommer og fortæller om Carl Nielsen – den lille gåsedreng og senere spillemand, der skulle ende som én af Danmarks største komponister. Arrangementet er for alle børn ifølge med en voksen.Bodil Heister er bl.a. kendt som komponisten bag musikken til DR's julekalender, "Jul på Slottet", fra 1986. Hun er også forfatteren bag bogen om Carl Nielsens barndom, "Den fynske spillemand", som hun vil læse op fra. Vi skal bl.a. høre om Carls liv med 11 søskende, om da han som 6-årig får sin første violin, om hans første job som gåsedreng, om hans skræk når grisen skulle slagtes, og om da han nær var druknet i mergelgraven.

Ind imellem oplæsningerne sætter Bodil Heister sig til klaveret for at akkompagnere til fællessang af Carl Nielsens sange for både børn og voksne. Vi skal bl.a. synge: "Jeg ved en lærkerede", "Underlige aftenlufte", "Solen er så rød mor", "Nu er dagen fuld af sang" og "Jeg bærer med smil min byrde". Der vil også være korte musikeksempler på Carl Nielsens orkestermusik.

Efter arrangementet på Tønder Bibliotek, der vil vare en lille times tid, går vi i samlet trop med musikledsagelse over på Tønder Kulturskole, hvor der vil blive serveret fynsk brunsviger, saftevand og kaffe.

Herefter er der lagt op til et spændende musikprogram med Carl Nielsen- indslag. Kristkirkens kor vil under ledelse af kulturskolelærer Kathrine Smitshuysen synge Carl Nielsen-sange, strygerne vil spille lidt fra en strygekvartet, og talentgruppen, der består af 7-8 udøvende, vil også stille op, ligesom der vil være et stykke for tværfløjte og klaver. Vi regner med at afslutte ca. kl. 16.

Det er gratis at deltage, men tilmelding nødvendig på Tønder Kommunes Bibliotekers hjemmeside www.tbib.dk.

Læs mere her

tags: Danmark, Tønder, forfatter, skolelære, kaffe,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar