onsdag den 2. juli 2014

Demente har også noget at gi’ til andre

Fordring af undulater og høns, en kat der skal kæles lidt med eller et besøg af medarbejdernes børn eller børn fra den lokale børnehave. Dét er vigtige elementer på Bofællesskabet Skelvej i Assens Kommune. Tilsæt så masser af grønne planter, et bornholmerur, guldaldermalerier og møbler, der emmer af historik. Så har du rammerne for det hjem, Bofællesskabet Skelvej udgør for 21 demente beboere. Stedets rammer er ikke tilfældige. Plejecenteret er nemlig inspireret af og arbejder efter den såkaldte Eden Alternative filosofi. Her er der gjort op med tanken om plejecenteret som en institution. Tilgangen er i stedet, at plejecenteret skal ligne et rigtigt hjem mest muligt, ligesom at alle har noget at bidrage med uanset alder og funktionsniveau.

Den 4. juli 2014 får Bofælleskabet så den endelige "Eden-blåstempling". Her bliver Skelvej nemlig officielt Eden-registreret.

Værdighed hele livet igennem
Registreringen er samtidig kulminationen på flere års målrettet arbejde med Eden, herunder uddannelse af medarbejderne i Eden-konceptet. Lene Jørgensen, leder af Skelvej, glæder sig derfor over, at Bofællesskabet nu officielt Eden-registreres:

-Eden-filosofien rummer rigtig mange gode ting, herunder fokus på at gøre op med ældres ensomhed og det ikke længere at kunne. Selv om du er dement, er det vigtigt, at du fortsat bevarer din værdighed og har oplevelsen af at kunne give noget til andre. Vi har derfor stort fokus på den enkelte beboers ressourcer og livsglæde fremfor sygdom.

Lene Jørgensen fortæller, at Bofællesskabet samtidig gør meget ud af at skabe en varm atmosfære, hvor gensidig respekt, forståelse, nærhed og genkendelighed er i højsædet for beboere.

-Vi har fokus på at skabe en hverdag, der foregår i et roligt tempo ud fra den enkelte beboers ønsker og behov. Vi inddrager dem i daglige gøremål som fx at dække bord, ordne vasketøj, sætte blomster i vand samt fodre fugle og høns. Det er vores helt klare opfattelse, at det at inddrage beboerne giver dem mere livskvalitet. Det kommer fx også til udtryk i den omsorg, beboerne viser vores dyr, eller når vi får besøg af børn, fortæller Lene Jørgensen.

Bofællesskabet har desuden fokus på at åbne bofællesskabet op for frivillige fra lokalsamfundet, og de frivillige er ifølge Lene Jørgensen med til at gøre en forskel for beboerne:

-Vi er i den heldige situation, at vi har nogle rigtig gode frivillige tilknyttet. De kommer jævnligt på besøg for at gå ture med vores beboere, læse højt form dem eller blot snakke og drikke en kop kaffe.

Bofællesskab Skelvej er et hjem for 21 demente beboere. Stedet blev bygget i 1995 ud fra tanken om at bygge et sted, der er optimalt, når man rammes af en demenssygdom.

Fakta om Eden Alternative

• Eden-filosofien er udviklet og startet af den amerikanske læge og geriater dr. W.H. Thomas i begyndelsen af 90'erne.
• Eden Alternative er en filosofi og strategi, som har til formål at ændre kulturen i plejeboligerne fra institutioner til hjem. Et hjem, hvor beboerne kan leve et liv, der er værd at leve uden de tre omsorgsplager: ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed.
• Dyr, børn og planter indgår derfor som en del af hverdagen, ligesom beboernes ret til selv at bestemme er i fokus.
• Alle kommunens 9 plejecentre skal Eden-registreres. Plejecenter Æblehaven og Korsvang blev som de første certificeret i 2013.
• Yderligere tre plejecentre – Holmely, De gamles Hjem og Strandgården – certificeres i løbet af 2014.
• Assens Kommune er den eneste kommune i landet, hvor mere end et plejecenter er Eden-registreret.
• For at blive registreret, skal alle medarbejdere på plejecentrene deltage i tre dagskurser.
• At arbejde efter Edens filosofi og principper er en udvikling, der aldrig stopper eller har et endeligt resultat.
• Registreringen varer i to år, hvorefter der skal ansøges på ny.
• Læs mere om Assens Kommunes arbejde med Eden på www.assens.dk/ældre og pension/Eden Alternative i Assens Kommune
• Læs mere om Eden filosofien på www.edendenmark.dk

Læs mere her

tags: uddannelse, 2013, 1995, børnehave, livskvalitet, strategi, Ford, atmosfære, 2014, Fakta, kaffe, sygdom, Assens,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar