lørdag den 4. april 2015

Derfor skal du passe på med havearbejdet

De første har formentlig allerede rundet havecenteret, og snart vil villaejerne flokkes i haverne, men der er god grund til at passe på og overveje at overlade de risikofyldte projekter til professionelle, lyder advarslen fra en advokat. Besparelse vendt til tab

Havearbejde kan være både hyggeligt og afstressende, men der er desværre situationer, hvor det går helt galt.

- Vi har desværre oplevet nogle tilfælde, hvor mere risikobetonet havearbejde som for eksempel træfældning er gået helt galt, og er endt med at koste den tilskadekomne erhvervsevnen helt eller delvist, siger advokat Berit Møller Lenschow fra ERSTATNINGSGRUPPEN, der er en del af ADVODAN, og fortsætter

- Problemet er, at når man kommer til skade i fritiden, er det som udgangspunkt fritidsulykkesforsikringen, der skal dække skaden, men denne dækker alene et varigt mén og ikke et eventuelt erhvervsevnetab. Her skal man have tegnet en særlig forsikring, der dækker dette. Har man ikke tegnet en sådan, er man økonomisk meget dårligt stillet, hvis man kommer så slemt til skade i fritiden, at man fremover er ude af stand til at varetage sit arbejde på normal vis.

Den besparelse, der i første omgang er opnået ved at "gøre-det-selv", kan altså hurtigt blive vendt til et økonomisk tab, hvis uheldet er ude.


Pas på i haven: Få tre gode råd

Advokat Berit Møller Lenschow råder til, at man som minimum tegner en fritidsulykkesforsikring, hvis man ikke allerede har en. Derudover har hun disse tre gode råd til alle, der skal i gang med havearbejdet i den kommende tid:

• Vurdér risikoen ved den enkelte opgave, og overvej professionel hjælp til større og mere risikobetonede opgaver
• Klæd dig fornuftigt på, når du skal i haven. Bar mave og sandaler er ikke hensigtsmæssigt i kombination med hækkeklippere og grensakse
• Sørg for at dyr, børn og øvrige familiemedlemmer holder sig i god og sikker afstand af farligere projekter, som for eksempel træfældning


Læs mere her

tags: økonomi, Advokat, stress,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar