fredag den 13. april 2012

Hvad betyder det for et barn, når mor eller far dør

Forfatter og journalist Peter Olesen har nu samlet de mest rørende, barske og personlige historier fra sine tidligere sorg- og savn-udgivelser.

En række børn fortæller om at miste, om de følelser, der presser sig på, om berøringsangsten eller hjælpen fra venner, lærere og andre. Felix Peter Venndt, der mistede sin far som 16-årig, siger:

»Det er så trist at tænke på, at jeg aldrig mere skal se ham. Alt det der kendetegnede ham, hans karakteristiske grin og hans lune humor«.

Signe Rølmer var 12 år, da hendes mor døde. Hun fortæller om at savne:

»Jeg savner nogen, der siger, at jeg skal komme tidligt hjem, at jeg skal spise ordentligt og drikke min mælk, for det er jo bare et tegn på kærlighed«.

Her er også historier fra voksne, der fortæller om at miste som barn. F.eks. fortæller sangerinden Alberte Winding om at føle skyld og skam over sin mors død. Og biskop Lise-Lotte Rebel fortæller om sin vrede mod Gud, da hendes far døde.

»Det er vigtigt at turde tale om dødsfaldet, savnet og de mange følelser, når man mister. Det gælder især, når børn mister. Derfor er jeg meget glad for, at bøgerne nu udkommer igen i denne samlede udgave«, fortæller Peter Olesen.

»Jeg mistede selv min far, da jeg kun var 15 år, så det er et emne, der ligger mig meget på sinde«, siger han.

Beretningerne også Peter Olesens egen kan læses i Når mor eller far dør om at være barn og miste forældre.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar