lørdag den 25. august 2012

Romantiske massebryllupper på Nørre Vosborg

Folk fra hele landet rejser til herregården for at blive gift

På lørdag den 25. august skal en af Danmarks fremtrædende jazzguitarister, Jakob Bro, giftes med Ditte Holm, og festen holder de på den restaurerede herregård Nørre Vosborg. Parret bor ellers i København. Men ligesom mange andre fra hele landet har de fået øje på de romantiske bygninger og omgivelser ved Vemb vest for Holstebro.

Nørre Vosborg danner i øjeblikket ramme om mindst én vielse hver lørdag. I september i år er der flere gange to bryllupsfester på samme dag. Brudepar og gæster kommer ofte rejsende langvejs fra. Direktør Thomas Holme fra Hotel Nørre Vosborg tæller sammen, at han i den seneste tid har givet 30 par deres livs fest. Det skaber også travlhed i de omkringliggende kirker.

Nørre Vosborg blev genindviet i 2008 efter en restaurering til 145 millioner kr. I de to store stråtækte lader findes der i dag store gemakker til bryllupsfester. Mange brudepar holder efter selve vielsen og inden festen en reception. Det kan ske i hovedbygningen på Nørre Vosborg, for eksempel i riddersalen. Her står tjenere parate til at åbne champagne med sværd. Selve festen kan også foregå i riddersalen, men det sker ikke så tit. Pladsen er begrænset, og på grund af konstruktionen må der ikke danses i salen.

På lørdag er der kun ét bryllup på Nørre Vosborg. Til gengæld holdes der i weekenden seks andre selskaber på herregården.

Besøg Nørre Vosborgs hjemmeside: http://www.nrvosborg.dk/Forside.666.aspx

Flere oplysninger
Direktør Thomas Holme, Hotel Nørre Vosborg, tlf. 9748 4897

Holstebro Pressen udgives af en arbejdsgruppe, som ønsker at udbrede kendskabet til, hvad der foregår på virksomheder, arbejdspladser, institutioner og andre steder i Holstebro Kommune. Kontakt til arbejdsgruppen: niels@stoktoft.dk.

Læs mere her

tags: Danmark, 2008, København, Holstebro, roman, virksomhed, recept, bryllup,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar